SÅ taknemmelig, lettet og en lille smule stolt

Pillestop – dag 29:

Fjerde uge af ”projekt pillestop” er gennemført, og jeg er nu nede på 100 mg Sertralin dagligt svarende til halvdelen af min startdosis. Om jeg så ikke når længere end hertil, har jeg allerede opnået rigeligt til at råbe halleluja:

• Evnen til at drømme (jeg (op)lever lige så meget om natten som om dagen)
• Fornyet sexlyst (må jeg snart blive genforenet med min kæreste)
• Øget energi (hvorfor sove ti timer, når man har det bedre med otte)
• Højere selvværd (jeg fatter ingenting)
• Indre ro (jeg fatter stadig ingenting)
• Tillid til mig selv, livet og det, der bliver mig givet

De sidste tre punkter har jeg arbejdet bevidst med i årevis, men at resultatet ville blive forstærket nærmest proportionelt med mit nedsatte indtag af antidepressiver, havde jeg ikke forudset. Jeg er SÅ taknemmelig og lettet. Og en lille smule stolt har man vel også lov at være J

Energien vil ingen ende tage

Pillestop – dag 22:

Den anden dag kunne jeg fortælle, at jeg er gået hen og blevet en drømmer, og nu har jeg så også forvandlet mig til Duracell-kanin. Sådan en møgirriterende skabning hvor energien ingen ende vil tage. Ikke irriterende fordi det er træls at have det sådan – på ingen måde – men irriterende fordi det formentlig var sådan, jeg ville have beskrevet en anden person med samme energiniveau dengang, jeg gik rundt og var evig flad og energiforladt.

At jeg kan skrive og sige var er en overraskende, men bestemt kærkommen gevinst ved mit lavere indtag af antidepressiver. Skal jeg være helt ærlig, har jeg ikke tillagt Sertralin andre bivirkninger end min manglende sexlyst og det faktum, at den som al anden medicin er gift, der skal udskilles af en lever på overarbejde.

Allerede tidligt i ”projekt pillestop” erfarede jeg et skifte i mit energiniveau. Det begyndte med, at jeg ikke længere havde behov for den sædvanlige lur om dagen, mens børnene var i skole. Hvad ligger jeg her for, tog jeg mig selv i at tænke, og så var der bare at rejse sig fra sofaen og kaste sig over arbejde, rengøring, gå eller (tænk at det skulle komme så vidt) småløbe en tur i skoven, hvis jeg da ikke lige hoppede på cyklen bare fordi.

Siden har jeg flere gange kørt i bil over tre timer i træk uden på noget tidspunkt at blive overmandet af træthed, og dét er for mig noget af en bedrift. Jeg plejede at køre med nedrullede vinduer, men har blæsten i ansigtet til trods oplevet først at blive ”vækket”, når bilen krydsede de hvide, larmende optegninger i rabatten. Og så er der disse linjer, som skrives – ikke i et anfald af klarhed - men i stadig klarhed efter en nat med kun seks timer søvn.

En del af mig kan godt frygte, at min eksplosive energiudladning giver bagslag. At den er udtryk for, at jeg glemmer at tage vare på mig selv og før eller siden bliver ramt med tilbagevirkende kraft. Men indtil videre har bekymringen vist sig at være ubegrundet. Måske fordi enhver aktivitet stadig er styret af lyst og ikke af forventninger og krav fra hverken mig selv eller andre.

Mod på mere?

Pillestop – dag 20:

Så lå jeg der i min seng i aftes og kunne ikke falde i søvn. Det var der i begyndelsen ikke noget usædvanligt i, da jeg aldrig har været en lynindsover. Alarmerende fandt jeg det heller ikke, for det var hverken angst eller ”syge” tanker, der holdt mig vågen, men blot en krop som ikke ville drømmeland.

Efter tre timers venden og drejen og sødmefyldt lytten til datterens tunge åndedræt i sengen ved siden af, forstod jeg pludselig hvorfor. Jeg havde glemt at tage mine 150 mg angstdæmpende (og søvndyssende) Seroquel.

Men hvorfor denne forglemmelse? Var – og er – den udtryk for, at jeg er parat til at droppe andet og mere end antidepressiverne? Pt. kan jeg kun stille spørgsmålet, men ikke mærke svaret, hvorfor jeg har valgt at afvente et mere tydeligt hint, inden jeg evt. udvider projekt pillestop.

Men nej, jeg stod ikke UD af sengen for at tage min "sovemedicin". Jeg stod OP uden at tage den og har fået en dejlig masse ud af dagen.

Velkommen slange i paradis

Pillestop – dag 18:

Jeg har passet en slange. Den var kulsort, som jeg har set dem i Tyrkiet, og blev bragt af sin ejer i en lille plasticbøtte som dem, børnene køber lakrids og vingummi fra i den lokale sportshals cafeteria. Jeg fattede hurtigt sympati for slangen og erstattede dens trange kår under låg med en ”åben” tilværelse i en af de store kasser, som ellers er beregnet til sønnens Lego. Slangen kvitterede med at stikke af og forfærdede mine gæster på grænsen til livstruende, endnu inden jeg selv havde opdaget, at den var væk.

Det er helt utroligt, hvad jeg oplever ved nattetide, efter at jeg har nedsat mit indtag af antidepressiver. Ovennævnte er kun én af utallige drømme, som de senere uger har givet mig en på ”opleveren”. Dels i sovende tilstand, men så sandelig også i vågen, når det hele gennemleves igen.

Skulle det nu være noget særligt? Alle drømmer som bekendt hver nat. Og ja, det er muligt. Men for mig ER det noget særligt. For to uger siden kunne jeg end ikke huske, hvornår jeg sidst havde drømt. En drøm med følelser på godt og ondt, akkurat som livet er det. Derimod kan jeg se tilbage på mange år – alt for mange år forstår jeg nu – med regelmæssige og hyppige mareridt, som jeg er vågnet fra med skrig så gennemtrængende, at de til tider ikke bare har vækket mig selv, men også resten af familien.

At jeg er gået hen og blevet en drømmer, er for mig et paradis. Og i mit paradis bydes også slanger velkommen.

Tre fjerdedele more to go

Pillestop – dag 16:

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, og det gælder også i mit personlige projekt ”udtrapning af antidepressiver”. Jeg har med indgangen til i dag smidt en fjerdedel af min startdosis på 200 mg Sertralin og har det aldeles forrygende.

At jeg har været ”fraværende” på bloggen skyldes udelukkende, at jeg har prioriteret miniferie og nærvær med børn og familie fremfor pc og dagbogskriverier og må ingenlunde forveksles med tavshed forårsaget af tilbagefald. Tværtimod har jeg også i de seneste dage nydt godt af den energi, som har vist sig at være én af flere gevinster ved min nedsatte dosis af antidepressiver. Mere herom i dagene, der kommer.

Nu og her røbes kun min planlagte dosis for den næste uge:

Fredag	100 mg Sertralin
Lørdag	150 mg Sertralin
Søndag	100 mg Sertralin
Mandag	150 mg Sertralin
Tirsdag	100 mg Sertralin
Onsdag	150 mg Sertralin
Torsdag	100 mg Sertralin

Med mig og mine sjælevenner er jeg aldrig alene

Pillestop – dag 14:

Jeg skrev den anden dag, at jeg ikke har en læge med på sidelinjen, men betyder det så, at jeg er helt alene om min udtrapning? Næh, det føler jeg ikke. Jeg har mine sjælevenner, som på forunderlig vidunderlig vis er dumpet ned i mit liv og har taget over, hvor andre har svigtet. De spørger ikke, men lytter. Afventende. Som jeg tror de på, at man selv kender svaret. Dem for sig og mig for mig.

Derudover er jeg af den overbevisning, at er jeg sammen med mig selv, er jeg ikke alene. Med mig mener jeg den ægte mig. Ikke den, som andre gerne vil have, at jeg skal være, men den mig som lever i overensstemmelse med min sjæl og mit hjerte.

Jeg siger ikke, at det sidste er nemt, men har man modet og tålmodigheden, kan det lykkes et langt stykke hen ad vejen. Jeg tror på, at vi er på en evig rejse, og at vi igen og igen vil snuble og slå os gule og blå vores eget ego og andres forventninger. Men min erfaring er, at der efterhånden går længere og længere tid imellem, og hver gang er der ikke andet at gøre end at rejse sig og fortsætte med samme livskraft som et lille barn, der har sat sig for at lære at gå.

God rejseJ

Med frygt gør du kun dig selv fortræd

Pillestop – dag 12:

I aftes var den der igen – samme ubehagelige tilstand som forleden aften. Og her til morgen husker jeg den stadig. Det var frygten for at gøre nogen, og mest af alt mine børn, ondt. En aldeles pinefuld tilstand som jeg husker alt for godt fra år tilbage, men som det denne gang lykkedes at få verfet af mig som noget forbigående og parkeret som det, den er. Frygt. Ikke et ønske, ikke en plan, ikke et forvarsel om ondt som vil ske. Kun frygt. Ubegrundet frygt.

Af hjertet tak til verdens bedste psykiater som med tålmodighed og medfølelse fik mig til at tro på, at den, der ikke ønsker at gøre fortræd, aldrig gør fortræd. At forældre, som slår sine børn ihjel, gør det i et uforvarende (sindssygt) gerningsøjeblik eller efter nøje plan, mens forældre, som er bange for at ”komme til”, kun straffer sig selv med frygten og tankens mørke kraft.

Jeg husker engang for mange år siden, da jeg som nybagt mor vågnede i dobbeltsengen med den tanke, at jeg havde kvalt mit spædbarn, som lå i liften ved siden af. I hvad, der føltes som timer, lå jeg i mørket, inden jeg fik taget mod til mig og lagde hånden på hjertet af min yndigste datter, som trak vejret roligt og ubemærket.

I dag fatter jeg ikke, at det var lettere at overbevise mig selv om, at jeg havde slået mit barn ihjel, end det var for min psykiater at få mig til at tro på, at jeg aldrig ville gøre det. Lige så paradoksalt er det, at jeg dengang var fuldt medicineret, hvorfor gårsdagens flygtige tilbagefald på nedsat dosis heller ikke har vakt større bekymring, end at jeg indtil videre fortsætter min nedtrapning som planlagt.

Ubehag ved aftenstide

Pillestop – dag 10:

Som jeg lå der i min seng i aftes kom noget og ”forstyrrede”. En tanke? En følelse? Husker det kun som en ubehagelig tilstand, som fik mig til at overveje, om det mon var den lavere dosis af antidepressiver, som satte ind. Det faktum, at jeg allerede har glemt, får mig imidlertid til at fortsætte som planlagt.

Vil selv – forhåbentlig kan jeg også selv

Pillestop – dag 9:

Har du en læge med på sidelinjen? Det er det spørgsmål, jeg er blevet stillet oftest, efter at jeg meldte ud, at jeg ville droppe lykkepillerne. Og nej, det har jeg ikke. Som jeg efterhånden har skrevet flere gange, er jeg for længst blevet ordineret antidepressiver som livslang medicin. Ikke bare af en, men af flere læger. Og det er efter disse forskrifter, jeg hidtil har levet. Akkurat som en sukkersygepatient er punktlig med sin insulin, har jeg startet dag efter dag med 200 mg Sertralin.

At jeg nu efter 12 år har valgt at trappe ud af pillerne, har jeg end ikke haft lyst til at inddrage en læge i. Måske netop qua mine kriser kender jeg mig selv bedre end nogen anden. Derimod har jeg stadig til gode at møde den læge, der er lydhør over for argumentet ”jeg kan mærke, det er rigtigt”. Men det er det, jeg kan. Mærke. At det er rigtigt. For MIG.

Noget andet er, at jeg ikke kan se, hvad jeg skulle bruge lægen til, hvis jeg fik ham overbevist. Måske som hjælp til at lægge en plan for udtrapningen, men eventuelle opfølgningssamtaler ville jeg ikke være interesseret i. For mig ville det være det samme som at dvæle ved det negative al den stund, at lægen (naturligvis) skulle sikre sig, at jeg ikke var på vej tilbage i mørket, og at jeg formentlig måtte svare på spørgsmål om, hvordan jeg sover, fungerer i diverse sammenhænge samt forholde mig til diverse fysiske og psykiske symptomer osv. For mig ville fokus dermed være på mulige tab og ikke gevinster.

Jeg er helt på det rene med, at nogen synes, det er hul i hovedet at kaste sig ud i sådan et projekt på egen hånd. Og jeg siger heller ikke, at det er det rigtige for alle. Men for mig er det. Jeg føler mig tryg. Ikke som i overbevist om, at det vil lykkes, men tryg ved at gøre forsøget. Tryg ved at jeg vil være i stand til at registrere og slukke advarselslamperne, hvis de begynder at blinke. Tryg ved at jeg kan tage vare på mig selv. Tryg ved at jeg kan stoppe op og træde tilbage, hvis det bliver nødvendigt. Tryg ved at være mig. Mere tryg end nogensinde. Mere tryg end nogen læge kan gøre mig.

I believe I can fly

Pillestop – dag 8:

”I believe I can fly”. Dejlig sang, skøn følelse. Det sidste ved jeg, fordi det er sådan, jeg føler mig lige nu. Flyvende. På vej. Jeg er netop gået ind i anden uge af min ”udtrapningskur”, og min planlagte dosis lyder nu på 150 mg Sertralin dagligt. Om alt går vel, vil jeg, når ugen er omme, have smidt en fjerdedel af min startdosis på 200 mg.

Abstinenser? En smule hovedpine, men ikke nok til at få mig ned på landjorden J

Fri mig for diagnoser - jeg vælger retten til at være mig

Pillestop – dag 6:

Hvordan skulle jeg præsentere mig? Da jeg påbegyndte denne blog, var jeg helt og aldeles i vildrede. Diagnoser var der nok at tage af: maniodepressiv (uden de maniske perioder???), OCD, ADHD (fordi jeg sad uroligt på stolen!) og posttraumatisk stress. Valget faldt på kronisk depressiv, fordi jeg immervæk har været deprimeret størstedelen af mit 47-årige liv. Kronisk fordi lægerne – og ja, de er i flertal – for længst har ordineret mig livslang antidepressiv medicin.

Men mest af alt var det, fordi jeg skulle kalde mig noget. Jeg kunne lige som ikke kalde bloggen ”rask dropper lykkepillerne” eller kunne jeg? For har jeg i virkeligheden ikke altid været rask? Hvordan gik det til, at jeg blev den syge, når jeg i virkeligheden reagerede naturligt – måske ligefrem sundt - på noget sygt?

Fælles for diagnoserne maniodepressiv, OCD og ADHD er, at jeg kun har et skuldertræk til overs, for ADHD tillige et fnis, mens jeg anser den fjerde som en plausibel forklaring på mine mange år i mørke. For gu´ har jeg levet i angst og under et urimeligt pres.

Allerede som lille pige lå jeg på min skibsbriks og tænkte på selvmord. Andre aftener lå jeg med knyttede næver forberedt på fare og kamp, og når kræfterne svækkedes, virrede jeg med hoved og krop for ikke at overgive mig til den søvn, som jeg var sikker på, jeg aldrig ville vågne af. Denne evige kamp mellem et liv, som ikke var værd at leve, og en død, som syntes værre.

Men betyder det, at jeg indledte tilværelsen som offer, at jeg for altid vil være offer og afskåret fra et liv i lys? For mig er svaret nej, og derfor er kronisk også ment med et glimt i øjet. For ligesom en overvægtig kan tabe sig og en ryger holde op med at ryge, har jeg friheden til at gøre mig fri af fortiden og gå nye veje.

- For mig har du altid været Susanne, bekendtgjorde min veninde, da hun ringede som reaktion på offentliggørelsen af denne blog.

Jeg betragter os som værende tætte, men alligevel var hun uvidende og dybt forundret over mit årelange medicinforbrug. Da var det, at ordene faldt. Og åh, hvor blev jeg glad. For det er netop det, jeg er og vil være. MIG. Ikke en diagnose.