Fri mig for diagnoser - jeg vælger retten til at være mig

Pillestop – dag 6:

Hvordan skulle jeg præsentere mig? Da jeg påbegyndte denne blog, var jeg helt og aldeles i vildrede. Diagnoser var der nok at tage af: maniodepressiv (uden de maniske perioder???), OCD, ADHD (fordi jeg sad uroligt på stolen!) og posttraumatisk stress. Valget faldt på kronisk depressiv, fordi jeg immervæk har været deprimeret størstedelen af mit 47-årige liv. Kronisk fordi lægerne – og ja, de er i flertal – for længst har ordineret mig livslang antidepressiv medicin.

Men mest af alt var det, fordi jeg skulle kalde mig noget. Jeg kunne lige som ikke kalde bloggen ”rask dropper lykkepillerne” eller kunne jeg? For har jeg i virkeligheden ikke altid været rask? Hvordan gik det til, at jeg blev den syge, når jeg i virkeligheden reagerede naturligt – måske ligefrem sundt - på noget sygt?

Fælles for diagnoserne maniodepressiv, OCD og ADHD er, at jeg kun har et skuldertræk til overs, for ADHD tillige et fnis, mens jeg anser den fjerde som en plausibel forklaring på mine mange år i mørke. For gu´ har jeg levet i angst og under et urimeligt pres.

Allerede som lille pige lå jeg på min skibsbriks og tænkte på selvmord. Andre aftener lå jeg med knyttede næver forberedt på fare og kamp, og når kræfterne svækkedes, virrede jeg med hoved og krop for ikke at overgive mig til den søvn, som jeg var sikker på, jeg aldrig ville vågne af. Denne evige kamp mellem et liv, som ikke var værd at leve, og en død, som syntes værre.

Men betyder det, at jeg indledte tilværelsen som offer, at jeg for altid vil være offer og afskåret fra et liv i lys? For mig er svaret nej, og derfor er kronisk også ment med et glimt i øjet. For ligesom en overvægtig kan tabe sig og en ryger holde op med at ryge, har jeg friheden til at gøre mig fri af fortiden og gå nye veje.

- For mig har du altid været Susanne, bekendtgjorde min veninde, da hun ringede som reaktion på offentliggørelsen af denne blog.

Jeg betragter os som værende tætte, men alligevel var hun uvidende og dybt forundret over mit årelange medicinforbrug. Da var det, at ordene faldt. Og åh, hvor blev jeg glad. For det er netop det, jeg er og vil være. MIG. Ikke en diagnose.