Pillestop – uge 8:
Jeg har været i krise. Bemærk venligst har været. Når jeg alligevel sender tankerne tilbage i dette
indlæg, skyldes det, at bloggen – både for mig selv og dem, der læser med og
måske finder inspiration heri – ville være aldeles uden værdi, hvis den kun
beskrev halleluja og ikke åh for f…… Og da jeg ikke var i stand til at skrive,
mens fanden var på besøg, må det blive her på efterbevilling.
Det begyndte som kedsomhed. Åh så kedeligt og langsommeligt
dagene fordrev. Ingen glæde, ingen lyst. Var livet andet end - i bedste fald – blot tidsfordriv. En venten
på det der uvægerligt vil komme. Døden. I form af lys, mørke …….. eller bare
ingenting.
Efter kedsomheden fulgte meningsløsheden. Min kæreste
oplevede på nært hold en kvinde springe ud fra en altan, og mens han rystet
fortalte, sendte jeg tankerne tilbage til dengang for 13 år siden, hvor jeg
selv stod på altanen til en ferielejlighed i det solbeskinnede Spanien og
overvejede at gøre en ende på det hele.
Dengang blev ny nutid, og jeg var ikke længere i tvivl.
Livet var meningsløst. Ikke bare for
mig, men for hver og én i hele verden. Jeg skammede mig over at have pådraget
mine børn livet, gennemskuede deres og andres glæde som åbenlyst skuespil, lod
mig opsluge af smerten. Var eneste mulighed at øge dosis af antidepressiver?
Svaret var for mig ikke selvfølgeligt, så jeg besluttede at lade den næste uge
gå. Havde jeg ikke fået det bedre inden da, måtte det i sig selv være et tegn.
Fire dage gik under betegnelsen fortvivlelse, men på
femtedagen anedes lyset gennem sprækkerne i mørket. For en følelse er en
følelse, men ikke nødvendigvis stationær. Og en tanke er en tanke, men ikke
nødvendigvis sand. Jeg ved det godt. Men et øjeblik havde jeg glemt, og så er
det nødvendigt at give slip for igen at blive mindet om.
Så nej, det blev ikke i denne omgang, at fanden fik mig ud
af pillekurs. Tværtimod er jeg nu igen ved så godt mod, at jeg netop har
bestilt en tid ved lægen. Næste skridt skal tages, og nedtrapningen af også min
beroligende og angstdæmpende medicin (Seroquel) påbegyndes. At jeg denne gang –
modsat med antidepressiverne – har valgt at inddrage lægen, skyldes hverken
behovet for hans accept eller støtte undervejs, men blot den kendsgerning, at
jeg foretrækker en recept på piller med lavere dosis frem for hver dag at
skulle hugge højdosis-piller i flere stykker.
Og nå ja, så kan jeg fortælle ham, at det er lykkedes mig på
egen hånd at trappe næsten helt ud af antidepressiverne. Ikke at jeg forventer,
at han vil klappe mig på skulderen af den grund, men det kunne jo være, at min historie fik en og anden til at vågne op. En
læge, en patient på lykkepiller?? Det er helt og aldeles ude af mine hænder.
Blot glæder jeg mig over selv at være vakt til live. Og sådan blev åh for f…..
alligevel til halleluja.
