Med frygt gør du kun dig selv fortræd

Pillestop – dag 12:

I aftes var den der igen – samme ubehagelige tilstand som forleden aften. Og her til morgen husker jeg den stadig. Det var frygten for at gøre nogen, og mest af alt mine børn, ondt. En aldeles pinefuld tilstand som jeg husker alt for godt fra år tilbage, men som det denne gang lykkedes at få verfet af mig som noget forbigående og parkeret som det, den er. Frygt. Ikke et ønske, ikke en plan, ikke et forvarsel om ondt som vil ske. Kun frygt. Ubegrundet frygt.

Af hjertet tak til verdens bedste psykiater som med tålmodighed og medfølelse fik mig til at tro på, at den, der ikke ønsker at gøre fortræd, aldrig gør fortræd. At forældre, som slår sine børn ihjel, gør det i et uforvarende (sindssygt) gerningsøjeblik eller efter nøje plan, mens forældre, som er bange for at ”komme til”, kun straffer sig selv med frygten og tankens mørke kraft.

Jeg husker engang for mange år siden, da jeg som nybagt mor vågnede i dobbeltsengen med den tanke, at jeg havde kvalt mit spædbarn, som lå i liften ved siden af. I hvad, der føltes som timer, lå jeg i mørket, inden jeg fik taget mod til mig og lagde hånden på hjertet af min yndigste datter, som trak vejret roligt og ubemærket.

I dag fatter jeg ikke, at det var lettere at overbevise mig selv om, at jeg havde slået mit barn ihjel, end det var for min psykiater at få mig til at tro på, at jeg aldrig ville gøre det. Lige så paradoksalt er det, at jeg dengang var fuldt medicineret, hvorfor gårsdagens flygtige tilbagefald på nedsat dosis heller ikke har vakt større bekymring, end at jeg indtil videre fortsætter min nedtrapning som planlagt.