Pillestop – dag 9:
Har du en læge med på sidelinjen? Det er det spørgsmål, jeg
er blevet stillet oftest, efter at jeg meldte ud, at jeg ville droppe
lykkepillerne. Og nej, det har jeg ikke. Som jeg efterhånden har skrevet flere
gange, er jeg for længst blevet ordineret antidepressiver som livslang medicin.
Ikke bare af en, men af flere læger. Og det er efter disse forskrifter, jeg
hidtil har levet. Akkurat som en sukkersygepatient er punktlig med sin insulin,
har jeg startet dag efter dag med 200 mg Sertralin.
At jeg nu efter 12 år har valgt at trappe ud af pillerne,
har jeg end ikke haft lyst til at inddrage en læge i. Måske netop qua mine
kriser kender jeg mig selv bedre end nogen anden. Derimod har jeg stadig til
gode at møde den læge, der er lydhør over for argumentet ”jeg kan mærke, det er
rigtigt”. Men det er det, jeg kan. Mærke. At det er rigtigt. For MIG.
Noget andet er, at jeg ikke kan se, hvad jeg skulle bruge
lægen til, hvis jeg fik ham overbevist. Måske som hjælp til at lægge en plan
for udtrapningen, men eventuelle opfølgningssamtaler ville jeg ikke være
interesseret i. For mig ville det være det samme som at dvæle ved det negative
al den stund, at lægen (naturligvis) skulle sikre sig, at jeg ikke var på vej tilbage
i mørket, og at jeg formentlig måtte svare på spørgsmål om, hvordan jeg sover,
fungerer i diverse sammenhænge samt forholde mig til diverse fysiske og
psykiske symptomer osv. For mig ville fokus dermed være på mulige tab og ikke
gevinster.
Jeg er helt på det rene med, at nogen synes, det er hul i
hovedet at kaste sig ud i sådan et projekt på egen hånd. Og jeg siger heller
ikke, at det er det rigtige for alle. Men for mig er det. Jeg føler mig tryg.
Ikke som i overbevist om, at det vil lykkes, men tryg ved at gøre forsøget.
Tryg ved at jeg vil være i stand til at registrere og slukke advarselslamperne,
hvis de begynder at blinke. Tryg ved at jeg kan tage vare på mig selv. Tryg ved
at jeg kan stoppe op og træde tilbage, hvis det bliver nødvendigt. Tryg ved at
være mig. Mere tryg end nogensinde. Mere tryg end nogen læge kan gøre mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar