Fanden kom forbi

Pillestop – uge 8:

Jeg har været i krise. Bemærk venligst har været. Når jeg alligevel sender tankerne tilbage i dette indlæg, skyldes det, at bloggen – både for mig selv og dem, der læser med og måske finder inspiration heri – ville være aldeles uden værdi, hvis den kun beskrev halleluja og ikke åh for f…… Og da jeg ikke var i stand til at skrive, mens fanden var på besøg, må det blive her på efterbevilling.

Det begyndte som kedsomhed. Åh så kedeligt og langsommeligt dagene fordrev. Ingen glæde, ingen lyst. Var livet andet end -  i bedste fald – blot tidsfordriv. En venten på det der uvægerligt vil komme. Døden. I form af lys, mørke …….. eller bare ingenting.

Efter kedsomheden fulgte meningsløsheden. Min kæreste oplevede på nært hold en kvinde springe ud fra en altan, og mens han rystet fortalte, sendte jeg tankerne tilbage til dengang for 13 år siden, hvor jeg selv stod på altanen til en ferielejlighed i det solbeskinnede Spanien og overvejede at gøre en ende på det hele.

Dengang blev ny nutid, og jeg var ikke længere i tvivl. Livet var meningsløst. Ikke bare for mig, men for hver og én i hele verden. Jeg skammede mig over at have pådraget mine børn livet, gennemskuede deres og andres glæde som åbenlyst skuespil, lod mig opsluge af smerten. Var eneste mulighed at øge dosis af antidepressiver? Svaret var for mig ikke selvfølgeligt, så jeg besluttede at lade den næste uge gå. Havde jeg ikke fået det bedre inden da, måtte det i sig selv være et tegn.

Fire dage gik under betegnelsen fortvivlelse, men på femtedagen anedes lyset gennem sprækkerne i mørket. For en følelse er en følelse, men ikke nødvendigvis stationær. Og en tanke er en tanke, men ikke nødvendigvis sand. Jeg ved det godt. Men et øjeblik havde jeg glemt, og så er det nødvendigt at give slip for igen at blive mindet om.

Så nej, det blev ikke i denne omgang, at fanden fik mig ud af pillekurs. Tværtimod er jeg nu igen ved så godt mod, at jeg netop har bestilt en tid ved lægen. Næste skridt skal tages, og nedtrapningen af også min beroligende og angstdæmpende medicin (Seroquel) påbegyndes. At jeg denne gang – modsat med antidepressiverne – har valgt at inddrage lægen, skyldes hverken behovet for hans accept eller støtte undervejs, men blot den kendsgerning, at jeg foretrækker en recept på piller med lavere dosis frem for hver dag at skulle hugge højdosis-piller i flere stykker.

Og nå ja, så kan jeg fortælle ham, at det er lykkedes mig på egen hånd at trappe næsten helt ud af antidepressiverne. Ikke at jeg forventer, at han vil klappe mig på skulderen af den grund, men det kunne jo være, at min historie fik en og anden til at vågne op. En læge, en patient på lykkepiller?? Det er helt og aldeles ude af mine hænder. Blot glæder jeg mig over selv at være vakt til live. Og sådan blev åh for f….. alligevel til halleluja.

Pillefejl, hvad vil du mig?

Pillestop - uge 7:

Jeg har fejlet i dag, but no panic, man lærer som bekendt af sine fejl. Umiddelbart havde jeg dog svært ved at se, hvad jeg skulle lære her i formiddag, da jeg forvekslede min nu minimale dosis Sertralin med den beroligende og angstdæmpende medicin Seroquel, som jeg stadig tager i fuld dosis ved aftentide. At det er hul i hovedet, vidste jeg ligesom godt i forvejen.

I årene, der er gået, har jeg da også overvejet, hvordan jeg kunne undgå, at netop det ville ske. Løsningen er hver gang udeblevet og har for så vidt heller ikke været presserende, eftersom der skulle gå 12 år, inden hul i hovedet blev til goddag mand med et økseskaft. Og hvorfor så lige i dag? Det må være deri læren ligger.

Først stak jeg en finger i halsen, derefter endnu en, og endnu en. Men pillen var og blev i mavesækken. Derefter ringede jeg til vagtlægen, som beroligede, at jeg nok skulle overleve, ingen alvorlige forgiftningssymptomer i vente. Dog skulle jeg være forberedt på, at bivirkningerne, hvis jeg oplevede sådanne, ville tage til i styrke. Og jo tak, det gør jeg. Hvis det ellers er noget at takke for.

Uroen i benene og svimmelheden, som gør det umuligt at sove, hvis jeg forpasser min sengetid. Og hjertebanken som jeg ikke har den rette fornemmelse af, hvornår kommer og går, men som i dag indfandt sig i en sådan grad, at jeg var nødt til at fiksere mig selv på sofaen med dybe vejrtrækninger.

Alt i alt har det været en dag med turbo på alle bivirkninger. Det værste har været trætheden og uroen, som stod i skærende og frustrerende kontrast til det lægelige ”faktum”, at bivirkninger fra medicin ophører efter få ugers brug. Lad dette være en lære til lægerne, men hvad er da min lære, hvis ikke den indlysende, at man selvfølgelig ikke bør forveksle medicin?

Som dagen går på hæld, er jeg endnu ikke overbevist, men den er dog ved at manifestere sig i form af visheden om, at jeg må og skal også droppe den beroligende og angstdæmpende medicin. Om ikke nu så i hvert fald siden. Og siden er i dag tættere på end i går.

Ferie i krise

Pillestop - uge 6:

Jeg har været på ferie, og det er sådan set den eneste, eller i hvert fald den primære, grund til, at jeg ikke har skrevet på bloggen. Tiden og lysten var der, men inspirationen kom aldrig, som den har for vane at komme på mine hverdagsdaglige gåture i skoven, hvoraf jeg netop har afsluttet den første efter hjemkomst J

Skal jeg komme med en opsummering på de seneste uger, og det er vel i virkeligheden mit ærinde, må den tage sin begyndelse et par dage – eller snarere aftener – inden afrejse.

Aften efter aften, nat efter nat, lå jeg urolig og søvnløs i sengen. På tredjedagen så ængstelig, at jeg var bange bare ved tanken om at skulle lægge mig under dynen.

Det kommer som en overraskelse for de fleste, når jeg fortæller, at jeg har haft mine værste stunder på ferier. Særligt ferier hvor jeg forventes at glædes, nyde og slappe ekstra meget af. Hvoraf sidstnævnte lige så vel kan betragtes som oceaner af tid til at tænke tanker og inficere et sind, der i uvante omgivelser er ekstra modtagelig.

Således foruroliget og belært af erfaringer pakkede jeg ekstra beroligende piller i kufferten. Alene visheden om, at man har en plan B, kan gøre det nemmere at gennemføre plan A. Og sådan gik det også i dette tilfælde. Akkurat som jeg kom også pillerne hjem igen.

Ikke at jeg gik ud som et lys i den i øvrigt behagelige hotelseng. Så langt fra. Men jeg var ikke andet end vågen. Kun det. Og hvad var der så at bekymre sig om? De første fem nætter umiddelbart ingenting, men sjette nat indfandt den sig – drømmen hvori jeg var deprimeret og grådlabil i en sådan grad, at der ikke var anden udvej end at begynde på pillerne igen. Hele næste dag sad drømmen i mig som en mørk, tung, fysisk følelse for blot at få fornyet styrke den følgende nat. Var dette et hint? En af disse røde, blinkende advarselslamper som jeg har lovet mig selv ikke at overse.

Jeg mindes at have læst, at symptomer, som opstår i umiddelbar forlængelse af nedtrapning af antidepressiver, er at betragte som abstinenser (fysisk), mens symptomer, som indtræder efter flere ugers nedtrapning, skal ses som tilbagevenden til reel sygdom (psykisk).

Og hvad gør man så, når man som jeg er omtrent seks uger henne i projekt ”Pillestop” og må siges at høre til i sidstnævnte kategori? At tabe ansigt kan man ikke i min verden. Vi har alle friheden til at tage ved lære. Men at give afkald på de mange gevinster, jeg allerede har opnået ved at minimere mit pilleindtag, det vil jeg ikke.

Kompromiset blev – og ja det er udelukkende indgået med mig selv – at jeg den næste uge ikke skærer yderligere ned i dosis. Hvad næste uge bringer, må næste uge vise. Nu og her glæder jeg mig over, at det er lykkedes mig at reducere mit indtag af antidepressiver med 3/4, således at min daglige dosis Sertralin nu er nede på 50 mg mod tidligere 200 mg. Og som en ekstra fjer i hatten har jeg også her fået en plan B. Muligheden for igen at øge dosis. En mulighed der for mig ikke har eksisteret i adskillige år, da 200 mg Sertralin er absolut maksimal daglig dosis.

SÅ taknemmelig, lettet og en lille smule stolt

Pillestop – dag 29:

Fjerde uge af ”projekt pillestop” er gennemført, og jeg er nu nede på 100 mg Sertralin dagligt svarende til halvdelen af min startdosis. Om jeg så ikke når længere end hertil, har jeg allerede opnået rigeligt til at råbe halleluja:

• Evnen til at drømme (jeg (op)lever lige så meget om natten som om dagen)
• Fornyet sexlyst (må jeg snart blive genforenet med min kæreste)
• Øget energi (hvorfor sove ti timer, når man har det bedre med otte)
• Højere selvværd (jeg fatter ingenting)
• Indre ro (jeg fatter stadig ingenting)
• Tillid til mig selv, livet og det, der bliver mig givet

De sidste tre punkter har jeg arbejdet bevidst med i årevis, men at resultatet ville blive forstærket nærmest proportionelt med mit nedsatte indtag af antidepressiver, havde jeg ikke forudset. Jeg er SÅ taknemmelig og lettet. Og en lille smule stolt har man vel også lov at være J

Energien vil ingen ende tage

Pillestop – dag 22:

Den anden dag kunne jeg fortælle, at jeg er gået hen og blevet en drømmer, og nu har jeg så også forvandlet mig til Duracell-kanin. Sådan en møgirriterende skabning hvor energien ingen ende vil tage. Ikke irriterende fordi det er træls at have det sådan – på ingen måde – men irriterende fordi det formentlig var sådan, jeg ville have beskrevet en anden person med samme energiniveau dengang, jeg gik rundt og var evig flad og energiforladt.

At jeg kan skrive og sige var er en overraskende, men bestemt kærkommen gevinst ved mit lavere indtag af antidepressiver. Skal jeg være helt ærlig, har jeg ikke tillagt Sertralin andre bivirkninger end min manglende sexlyst og det faktum, at den som al anden medicin er gift, der skal udskilles af en lever på overarbejde.

Allerede tidligt i ”projekt pillestop” erfarede jeg et skifte i mit energiniveau. Det begyndte med, at jeg ikke længere havde behov for den sædvanlige lur om dagen, mens børnene var i skole. Hvad ligger jeg her for, tog jeg mig selv i at tænke, og så var der bare at rejse sig fra sofaen og kaste sig over arbejde, rengøring, gå eller (tænk at det skulle komme så vidt) småløbe en tur i skoven, hvis jeg da ikke lige hoppede på cyklen bare fordi.

Siden har jeg flere gange kørt i bil over tre timer i træk uden på noget tidspunkt at blive overmandet af træthed, og dét er for mig noget af en bedrift. Jeg plejede at køre med nedrullede vinduer, men har blæsten i ansigtet til trods oplevet først at blive ”vækket”, når bilen krydsede de hvide, larmende optegninger i rabatten. Og så er der disse linjer, som skrives – ikke i et anfald af klarhed - men i stadig klarhed efter en nat med kun seks timer søvn.

En del af mig kan godt frygte, at min eksplosive energiudladning giver bagslag. At den er udtryk for, at jeg glemmer at tage vare på mig selv og før eller siden bliver ramt med tilbagevirkende kraft. Men indtil videre har bekymringen vist sig at være ubegrundet. Måske fordi enhver aktivitet stadig er styret af lyst og ikke af forventninger og krav fra hverken mig selv eller andre.

Mod på mere?

Pillestop – dag 20:

Så lå jeg der i min seng i aftes og kunne ikke falde i søvn. Det var der i begyndelsen ikke noget usædvanligt i, da jeg aldrig har været en lynindsover. Alarmerende fandt jeg det heller ikke, for det var hverken angst eller ”syge” tanker, der holdt mig vågen, men blot en krop som ikke ville drømmeland.

Efter tre timers venden og drejen og sødmefyldt lytten til datterens tunge åndedræt i sengen ved siden af, forstod jeg pludselig hvorfor. Jeg havde glemt at tage mine 150 mg angstdæmpende (og søvndyssende) Seroquel.

Men hvorfor denne forglemmelse? Var – og er – den udtryk for, at jeg er parat til at droppe andet og mere end antidepressiverne? Pt. kan jeg kun stille spørgsmålet, men ikke mærke svaret, hvorfor jeg har valgt at afvente et mere tydeligt hint, inden jeg evt. udvider projekt pillestop.

Men nej, jeg stod ikke UD af sengen for at tage min "sovemedicin". Jeg stod OP uden at tage den og har fået en dejlig masse ud af dagen.

Velkommen slange i paradis

Pillestop – dag 18:

Jeg har passet en slange. Den var kulsort, som jeg har set dem i Tyrkiet, og blev bragt af sin ejer i en lille plasticbøtte som dem, børnene køber lakrids og vingummi fra i den lokale sportshals cafeteria. Jeg fattede hurtigt sympati for slangen og erstattede dens trange kår under låg med en ”åben” tilværelse i en af de store kasser, som ellers er beregnet til sønnens Lego. Slangen kvitterede med at stikke af og forfærdede mine gæster på grænsen til livstruende, endnu inden jeg selv havde opdaget, at den var væk.

Det er helt utroligt, hvad jeg oplever ved nattetide, efter at jeg har nedsat mit indtag af antidepressiver. Ovennævnte er kun én af utallige drømme, som de senere uger har givet mig en på ”opleveren”. Dels i sovende tilstand, men så sandelig også i vågen, når det hele gennemleves igen.

Skulle det nu være noget særligt? Alle drømmer som bekendt hver nat. Og ja, det er muligt. Men for mig ER det noget særligt. For to uger siden kunne jeg end ikke huske, hvornår jeg sidst havde drømt. En drøm med følelser på godt og ondt, akkurat som livet er det. Derimod kan jeg se tilbage på mange år – alt for mange år forstår jeg nu – med regelmæssige og hyppige mareridt, som jeg er vågnet fra med skrig så gennemtrængende, at de til tider ikke bare har vækket mig selv, men også resten af familien.

At jeg er gået hen og blevet en drømmer, er for mig et paradis. Og i mit paradis bydes også slanger velkommen.