Ferie i krise

Pillestop - uge 6:

Jeg har været på ferie, og det er sådan set den eneste, eller i hvert fald den primære, grund til, at jeg ikke har skrevet på bloggen. Tiden og lysten var der, men inspirationen kom aldrig, som den har for vane at komme på mine hverdagsdaglige gåture i skoven, hvoraf jeg netop har afsluttet den første efter hjemkomst J

Skal jeg komme med en opsummering på de seneste uger, og det er vel i virkeligheden mit ærinde, må den tage sin begyndelse et par dage – eller snarere aftener – inden afrejse.

Aften efter aften, nat efter nat, lå jeg urolig og søvnløs i sengen. På tredjedagen så ængstelig, at jeg var bange bare ved tanken om at skulle lægge mig under dynen.

Det kommer som en overraskelse for de fleste, når jeg fortæller, at jeg har haft mine værste stunder på ferier. Særligt ferier hvor jeg forventes at glædes, nyde og slappe ekstra meget af. Hvoraf sidstnævnte lige så vel kan betragtes som oceaner af tid til at tænke tanker og inficere et sind, der i uvante omgivelser er ekstra modtagelig.

Således foruroliget og belært af erfaringer pakkede jeg ekstra beroligende piller i kufferten. Alene visheden om, at man har en plan B, kan gøre det nemmere at gennemføre plan A. Og sådan gik det også i dette tilfælde. Akkurat som jeg kom også pillerne hjem igen.

Ikke at jeg gik ud som et lys i den i øvrigt behagelige hotelseng. Så langt fra. Men jeg var ikke andet end vågen. Kun det. Og hvad var der så at bekymre sig om? De første fem nætter umiddelbart ingenting, men sjette nat indfandt den sig – drømmen hvori jeg var deprimeret og grådlabil i en sådan grad, at der ikke var anden udvej end at begynde på pillerne igen. Hele næste dag sad drømmen i mig som en mørk, tung, fysisk følelse for blot at få fornyet styrke den følgende nat. Var dette et hint? En af disse røde, blinkende advarselslamper som jeg har lovet mig selv ikke at overse.

Jeg mindes at have læst, at symptomer, som opstår i umiddelbar forlængelse af nedtrapning af antidepressiver, er at betragte som abstinenser (fysisk), mens symptomer, som indtræder efter flere ugers nedtrapning, skal ses som tilbagevenden til reel sygdom (psykisk).

Og hvad gør man så, når man som jeg er omtrent seks uger henne i projekt ”Pillestop” og må siges at høre til i sidstnævnte kategori? At tabe ansigt kan man ikke i min verden. Vi har alle friheden til at tage ved lære. Men at give afkald på de mange gevinster, jeg allerede har opnået ved at minimere mit pilleindtag, det vil jeg ikke.

Kompromiset blev – og ja det er udelukkende indgået med mig selv – at jeg den næste uge ikke skærer yderligere ned i dosis. Hvad næste uge bringer, må næste uge vise. Nu og her glæder jeg mig over, at det er lykkedes mig at reducere mit indtag af antidepressiver med 3/4, således at min daglige dosis Sertralin nu er nede på 50 mg mod tidligere 200 mg. Og som en ekstra fjer i hatten har jeg også her fået en plan B. Muligheden for igen at øge dosis. En mulighed der for mig ikke har eksisteret i adskillige år, da 200 mg Sertralin er absolut maksimal daglig dosis.