Livet er nu, og det skal leves uden piller

Pillestop - intro:

Jeg gider ikke. Færdig. Bum. Og så også lige et basta. Jeg ved, at jeg lyder som et trodsigt børnehavebarn, men det er sådan jeg har det. Jeg VIL IKKE længere tælle med i statistikken af danskere, som tager antidepressiv medicin. I årevis har jeg med jævne mellemrum tænkt tanken ”hvor ville det være dejligt at være foruden”, men det er først i dette nu, at den har manifesteret sig fysisk som en direkte modvilje mod at åbne munden og sluge.

Jeg er for længst diagnosticeret kronisk depressiv plus det løse og ordineret livslang antidepressiv medicin. Og gu´ har jeg været deprimeret. I dag fatter jeg ikke, hvordan jeg har stået det igennem, men jeg ved, at jeg er rask. At mine evindelige depressioner var en SUND reaktion på noget sygt.

Jeg kunne "underholde" langt og længe om det syge miljø, jeg har været en del af, men trangen har jeg ikke. Det er for længst gennemlevet, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ville være en eneste af mine kriser foruden. De har hver især gjort mig til den, jeg er. Og når nu jeg er ret godt tilfreds med at være mig, hvorfor skulle jeg så dvæle ved en fortid, som er – ja fortid.

Livet er NU, og det er mit ansvar at leve det, uanset hvad der er blevet og bliver mig givet af godt og ondt. Det ansvar tager jeg på mig. Også i dag hvor jeg starter udtrapningen af min medicin. Jeg gør det af egen fri vilje, helt på egen hånd og efter egen plan. Denne blog er min dagbog over et forløb, som jeg ikke ved, hvor ender, og som i værste fald må opgives undervejs.

Jeg kan og vil ikke gøre mig til dommer over den kvarte million andre danskere, som tager antidepressiv medicin. Dette er min historie, men du er velkommen til at læse med og stille spørgsmål undervejs, så vil jeg svare så godt og ærligt, som jeg kan.